Ja tak til ferie uden børn

Voksenhoteller og tid til tosomhed er nogle af overskrifterne for danskernes ferietemaer i denne tid. Flere og flere voksne vælger at holde ferie uden børnene, og ferien bliver i stigende grad brugt på at finde hinanden og nyde samværet med sin partner.

“Vi ser en stigning i salget af vores sommerrejser 2014 til vores voksenhoteller på hele 95 pct. For at kunne holde trit med efterspørgslen jagter vi lige nu flere hoteller, som har kvaliteter til at indgå i vores kæde af voksenhoteller”, siger administrerende direktør i Spies, Jan Vendelbo.

Spies indviede det første voksenhotel i 2007. Siden er salget gået stærkt, og den eksplosive vækst vil fortsætte i sommeren 2014, hvor der åbnes to nye Sunprime-hoteller i Tyrkiet. Her er der i forvejen tre, som nu får selskab af Sunprime Numa Beach i Alanya og Sunprime Beachfront i Marmaris.

En undersøgelse foretaget af hotelbookingportalen hotels.com, viser, at flere vægter kvalitetstid med partneren højere end kvalitetstid med hele familien. Selv om det tilsyneladende er mændene i undersøgelsen, der sætter mest pris på samvær med partneren, så er det også hos kvinderne så vigtig en del af ferien, at parferie uden børn ikke kan ignoreres af rejsebureauerne.

Børnefri ferie kan holdes på mange måder. Rejsebureauerne har for alvor taget konceptet til sig og kan tilbyde alt fra forkælelse i et wellnesscenter i Tyskland, romantisk storbyferie eller badeferie ved en lækker sandstrand.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*