5. december 2021

The Gold List 2015 – de hippeste barer

Få forslag til hippe barer

Vær klar til tropeøer, paradisstrande og eksotiske drinks, når vi præsenterer rejsesitet Condé Nast Travelers Gold List over de bedste barer i 2015.

Barquito Mawimbi – Isla Holbox, Mexico

Den lille Isla Holbox nord for Yucatán har vi før skrevet om her på solstrandsommer.dk. Og det er ikke helt tilfældigt, for øen er et ægte barfodsparadis med en yderst chillet atmosfære. Barquito Mawimbi er lige så afslappet som øen. Det er sådan et sted man kan blive væk for resten af verden, og det er sådan et sted, man kunne blive i al evighed. Her serveres traditionel mexicansk mad under de høje palmer direkte på den hvide sandstrand og det i selskab med en kold øl eller en frisk vandmelonjuice. Om aftenen er der fisk og skaldyr på menuen, selvfølgelig pakket ind i tacos. Gæsterne lytter til blues og pop, mens de slænger sig i hængekøjerne og sludrer til langt ud på natten.

Hotel Arte Vida – Tarifa, Spanien

Chillout er også et af temaerne på hotel Arte Vida, der er et kitesurferparadis på Los Lances Beach i Tarifa. Her er et meget lille hotel og et populært surfcenter, men man skal ikke være bidt af en gal surfer for at hænge ud på stedets bar. Her har man en fantastisk udsigt over stranden og i det fjerne Marokkos bjerge. Bikiniklædte skønheder sipper mojitos, mens de sidder i de æggeformede stole eller hygger på solsengene. På Arte Vida er der en yderst tilbagelænet atmosfære, der af og til minder om en festival. Når surferne ikke flyver over havet drikker de kold øl og tinto de verano, og især juli og august er travle, når dj’s fyrer op under løjerne.

La Guérite – Sainte-Marguerite, Frankrig

Langt mere nede på jorden end St. Tropez og Pampelonnes beach clubs, men stadig ultrahip. Det er stedet, hvor riviera-glamouren møder det afslappede barfodsliv på en lille Middelhavsø. Ud for kysten ved Cannes kommer gæsterne sejlende til La Guérite, hvor man mødes over middag til en sen frokost, der gerne varer til langt ud på aftenen. Alt er friskt; hummeren, rejerne og den lækre søtunge. Smukke mennesker vimser rundt med et glas rosé i hånden, og selvom der måske er mindre at kigge på end langs rivieraen, så opvejes det nemt af den gode plads, der kan være en mangelvare på fastlandet.

Shipwreck Hut – Cook Islands

Præcis som en bar i Sydhavet skal se ud. Shipwreck Hut ligner lige nøjagtig et skibsvrag, og den amerikanske ejer, Jim Bruce, tager imod med åbne arme. Stedets signaturdrink er en temmelig kraftig Opu Ra Magic, en tropisk punch med spiritus efter eget ønske serveret i et syltetøjsglas. Baren ligger på den vestlige side af den største af øerne, Rarotonga. Til begge sider er der masser af strand at boltre sig på, og Shipwreck Hut er især populær blandt sejlerfolket.

Pelican Bar – Jamaica

Så er der reggae og rastafari på Pelican Bar, der ligger på pæle i det caribiske hav ud for Treasure Beach. Her er vand til alle sider og en bar bliver næppe mere laid back end denne. Tænk farvestrålende flag, reggae på stereoen, rom ad libitum og frisk fisk tilberedt på gasblus. Pelican Bar er lavet af drivtømmer på et lille koralrev med det klareste vand til alle sider, og du er naturligvis velkommen til at hoppe i det turkisblå caribiske hav. Husk at holde øje med delfinerne, når du tager båden til baren.

Agua Beach – Sicilien, Italien

Strandene ved Siciliens sydøstlige kyst vinder lejlighedsvis priser for sit rene og klare vand. Det er nemt at finde lange kyststrækninger, hvor der kun er få mennesker, såvel som mere populære strande med solstole og parasoller. Agua Beach hører til sidstnævnte kategori, og her kan du blande dig med lokale familier, drikke kolde øl i skyggen og lytte til sicilianske ballder fra den skrattende transistorradio. Det er helt nede på jorden og strandliv, når det er bedst. Bliver du sulten snupper du et bord i caféen, hvor portionerne med pasta og søde babytomater serveres rundhåndet.

Bankie Banx – Anguilla

Barer og restauranter på Anguilla i Caribien kommer og går, men Bankie Banx på stranden ved Rendezvous Bay er efterhånden en klassiker. Her mødes et sjældent mix af mennesker, der ser ud til at have det fint i hinandens selskab. Du kan se lokale reggeafyre med dreadlocks side om side med sejlermillionærernes legetøj; de ultrahippe piger i minimale bikiner. Ja, Bill Clinton har såmænd også været forbi. Baren er lavet af drivtømmer over en lang periode, og du kan både drikke og spise på Bankie Banx. Rum Punchen er heftig og menuen af friskfanget fisk indbydene. I marts afholder man Moonsplash musik festival, og her er der altid gang i løjerne.

Tikal – Bahia, Brasilien

Der er tidspunkter i livet, hvor man bare føler sig i paradis. Sådan er det at være på den flashy beach bar Tikal, der ligger med fremragende udsigt over Algodões, en af Brasilien bedste strande. Bahia-provinsen har længe været stedet for de, der søger autentisk badeferie med lange smukke strande og svajende palmer, og Tikal passer perfekt ind i det billede. Hele sommeren er der chillout og fest på den smagfulde bar, hvor du kan tilbringe dagen i de store loungesenge, spise lækker seafood, få massage og gøre som alle andre: Drikke iskold pitanga-hindbær shots til månen dukker op, og det er tid til af feste med den solbrændte skare af hippe unge.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*