29. november 2021

Ferie er godt fra parforholdet

Inspiration til din ferie

Tre ud af fire danskere mener, at ferie er godt for parforholdet. Det, at komme væk fra en travl hverdag og have fokus på sin partner, kan vise sig at være en god investering i kærligheden.

“Ferie er for de fleste ensbetydende med at trække stikket ud. Der er tid til at slappe af og gå ned i gear, og vigtigst af alt har man mere tid til at være sammen med hinanden og familien. Mange vil i den kommende tid stresse rundt for at finde den helt rigtige julegave til deres partner, men ender måske med en gave, der ligner den fra sidste år. I stedet kan man vælge at investere i fælles rejseoplevelser, som man har for livet”, siger adm. direktør hos FDM travel, Jan Lockhart.

I en undersøgelse foretaget af Voxmeter for FDM travel svarer hele tre ud af fire danskere (77 %) nemlig, at ferie er godt for parforholdet. Ligeledes svarer knap halvdelen af de adspurgte, at det er romantisk at bo på hotel.

“Det har i lang tid været populært at give et rejsegavekort til sin partner. Men nu ser vi, at flere begynder at give rejser i julegave, der er både betalt og planlagt på forhånd. Dermed er det eneste, modtageren skal gøre at pakke kufferten og huske passet. Det falder i god jord hos de fleste, som synes, at det er rart, at rejsedestinationen allerede er besluttet på forhånd, og at der er taget hånd om det praktiske. Det gælder alt lige fra hotelbooking til arrangering af børnepasning”, siger Jan Lockhart.

Hvad enten rejsen er bestemt på forhånd, eller modtageren selv skal vælge, er der særlige rejsemål, der hitter blandt par, og som ligger i hver sin ende af prisskalaen. Det er bl.a. en storbyferie til New York, hvor der er afsat masser af tid til sightseeing og power-shopping, eller en forlænget weekendtur til Paris eller Barcelona, hvor gastronomien er i fokus. Endelig er det populært at tage på miniferie til f.eks. Tyskland, hvor temaet for ferien er enten sport, vin, eller wellness. Et ophold, der ligger i den billigere ende, og som holder sig indenfor manges budget.

Maldiverne

Den lille øgruppe i Det Indiske Ocean er måske verdens bedste sted at pleje parforholdet. Tænk småøer med kridhvide sandstrande, krystalklart turkisblåt vand og pragtfulde resorts, der er indpasset perfekt i omgivelserne. Standarden er høj, og det er priserne selvfølgelig også, men hvad gør man ikke for kærligheden? Maldiverne består af et utal af øer, på nogle af dem findes kun et enkelt resort, der til gengæld har alle fornødenheder som restauranter, barer og spa. Hvornår: Maldiverne har varmt vejr året rundt, tørtiden ligger fra december til april.

Biarritz

Engang Napoleons yndlingsferiested, i dag en skattet kystby, der har bibeholdt den pompøse atmosfære, som den tidligere franske kejser bragte til Biarritz. Den lange strand ud til Biscaybugten i det sydvestlige Frankrig er populær blandt surfere og solbadere, der begge har udsigt til dramatiske klipper. Byen har lækre restauranter og et pulserende natteliv, og der er rigelig af skønne steder til romantikerne. F.eks. Napoleons gamle palads, der i dag er det fashionable Hotel du Palais. Hvornår: Biarritz er et sommerrejsemål. Undgå dog august måned, hvor franskmændene selv holder ferie.

Seychellerne

Endnu en øgruppe i Det Indiske Ocean, der bare oser af romantik og klasse. Her er der mulighed for den ultimative forkælelse på nogle af de skønne resorts, der ligger spredt ud over øerne. Har du ikke nok i at dase på stranden, hvor du kan nyde dit livs udkårne, så kan du gå i land på øde øer som en anden Robinson Crusoe. De fleste bryllupsrejsende bor ved Anse Boileau på hovedøen Mahé, men stadig mere populær er øen La Digue, der er berømt for diverse bacardireklamer. Hvornår: Seychellerne kan besøges året rundt, men øerne får mindst regn i august og september.

Capri

I mere end 2000 år har den lille italienske ø tiltrukket turister, der med det samme forelsker sig i dens skønhed og internationale atmosfære. Romerne kom her som de første, og siden har en hær af kendisser som f.eks. Brigitte Bardot, Sophia Loren og Naomi Campbell nydt godt af de gode restauranter og smagfulde barer. På afstand ser Capri lidt barsk ud. Øen rejser sig dramatisk op af havet, men når man kommer nærmere forstår man Capris popularitet. Smukke pastelfarvede huse ligger spredt op af skråningerne, og de små byer med smalle gader er yderst charmerende. Hvornår: Capri har bedst vejr om sommeren, men det kan anbefales at undgå juni, juli og august, da øen er ekstrem populær. Maj og september er et godt valg, her er lidt mere luft, og prisniveauet lidt lavere.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*