Danskerne rammes af stress efter sommerferien

Det er bl.a. manglende tid, der giver en følelse af mistrivsel

Selvom vi “burde” være afslappede og fulde af ny energi efter sommerferien, så er september højsæson for stressramte danskere. Det viser tal fra PFA Pension, der fortæller, at flest gør brug af deres helbredsforsikring efter sommerferien og efter jul og nytår.

Også i Stressforeningen kan man nikke genkendende til tendensen. Manu Sareen, der er formand i foreningen mener, at ferien bl.a. bruges til at tænke efter og reflektere over livet. Det er her mange for alvor opdager, at de måske ikke lever det liv, de havde håbet på.

Ifølge Rikke Bay Haaber, der er chef for strategisk sundhed i PFA Pension, kan de stigende stresstilfælde også skyldes det ekstra pres, der opstår efter sommerferien.

Det er især mennesker, der har familie og fuldtidsjob, som får stress, skriver standby.dk. De har svært ved at sove, er anspændte og får hjertebanken og hurtigere vejrtrækning.

Lars Ellehave-Andersen, der er direktør i Danica Pension, siger til Ritzau, at de også ser en stigning i brugen af forsikring til især psykologhjælp.

Lav om på det, der gør dig trist og giver stress

Løsningen er at arbejde på at få et lykkeligt og balanceret liv. Et liv, hvor du prioriterer det, der gør dig glad. Det kan naturligvis indebære en drastisk ændring i den måde du lever på, men måske er det på tide at stoppe op og tænke over, hvad du egentlig vil med dit liv.

Årsagen til stress og mistrivsel i dagligdagen kan have mange årsager. Ofte er det vores arbejde, der gør os stressede. Der bliver stillet større og større krav på arbejdsmarkedet, men måske stiller vi også for store krav til os selv. Måske behøver vi ikke arbejde så meget, men i stedet for prioritere nogle af de ting, der gør os lykkelige på ferie.

Er det ikke muligt at skære ned på arbejdsmængden, så anbefaler forskere fra Radboud University at tage flere mindre ferier i stedet for en lang. Folk, der satser alt på den årlige ferie bliver tit triste, når de vender tilbage til arbejdet. De føler ikke, de har noget at se frem til.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*