5. december 2021

10 upcoming rejsemål

Gamle klassikere og hotte rejsemål for first moverne

Der har aldrig været flere turister i verden end nu og konkurrencen om at tiltrække dem bliver hårdere og hårdere. Hvert år udgiver World Economic Forum den såkaldt Travel and Turism Competitiveness Report, hvor 136 lande bliver vurderet på 14 parametre, der sammenlagt giver et billede af de bedste rejselande i verden.

Rapporten giver en indikation på, hvilke lande, der er på vej frem som rejsemål, og det er de 10 lande, der har gjort de største fremskridt, der er de 10 hotteste upcoming rejsemål lige nu.

10. Algeriet
Det nordafrikansk land ligger stadig langt nede på listen, men har siden 2016 gjort gode fremskridt. Det er lige nu et af de billigste rejselande og udmærker sig ved gode natur- og kulturoplevelser.

9. Bhutan
Det lille kongedømme i Himalayabjergene er bestemt ikke for alle – rejsen dertil kan være dyr, men til gengæld har Bhutan lave leveomkostninger. Det buddhistiske land, der ikke måler sig selv på økonomisk fremgang, men på befolkningens lykke, får en topplacering når det gælder sikkerhed og kultur.

8. Gabon
Så skal vi til Afrika. Gabon i Vestafrika er røget fem pladser op på listen og gør sig bemærket ved at satset på bæredygtighed. Naturen er uovertruffen med mulighed for at se gorillaer, elefanter og flodheste.

7. Sydkorea
Sydkorea lå i forvejen højt på listen, men er i forhold til 2016 røget 10 pladser frem. Grunden er øget tilgængelighed for indbyggerne i en række lande, men mest fordi priserne på brændstof og overnatning er faldet.

6. Egypten
Egypten er på vej frem igen primært pga. en forbedret sikkerhedssituation. Men det, der gør Egypten attraktiv er det utrolig lave prisniveau – landet er ifølge World Economic Forum verdens andenbilligste – og selvfølgelig de enestående kulturoplevelser.

5. Peru
Eventyrer og backpackere har i årevis valfartet til Machu Pichu, men Peru er blevet mere tilgængelig for almindelige rejsende. Kombineret med enestående natur, der bliver passet på, er landet røget 12 pladser op på listen.

4. Indien
Det er også øget tilgængelighed, der har rykket Indien 12 pladser frem på listen. Rejsende i mange lande kan nu søge visum elektronisk, og det er blevet nemmere at besøge f.eks. historiske Hampi i Karnataka og Andamanøerne.

3. Mexico
Mens sikkerheden stadig er et problem i dele af Mexico, så har det mellemamerikanske land forbedret sig så meget i beskyttelsen af kultur og natur, at det bliver til en samlet 22. plads og en tredjeplads over de lande, der har gjort størst fremgang. Glem Cancún og tag til Isla Holbox eller San Miguel de Allende.

2. Tchad
Det afrikanske land ligger i den absolutte bund, når det gælder turistvenlighed. Men ifølge World Economic Forum er der fremgang at spore. De første bureauer er begyndt at sælge rejser til Tchad, der har smukke søer, spændende markeder og selvfølgelig saharaørkenen.

1. Albanien
Også Albanien ligger et godt stykke nede på listen, men de senere år har kun budt på fremgang for det sydøsteuropæiske land. Her kan du opleve skønne strande, spændende kultur og en uspoleret atmosfære, der er sjælden i Europa.

Andre lande at holde øje med ifølge World Economic Forum: Israel, Vietnam, Tajikistan, Azerbadjan og Japan.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*