SIDEN SIDST: Rejsenyt fra ind- og udland – uge 16 – 2019

SIDEN SIDST UDKOMMER MINIMUM 2 GANGE OM MÅNEDEN

REJSENYT FRA IND- OG UDLAND – UGE 16 -2017

De bedste flyselskaber – ifølge TripAdvisor
Ikke en uge uden en afstemning og priser til operatører i rejsebranchen. Nu har Tripadvisors brugere for første gang sat navn på verdens bedste flyselskaber.

Ved Tripadvisors Travellers Choice Awards er det rejsesidens brugere, der bestemmer, og det skulle være ud fra en særlig algoritme, som kan afgøre, hvem der ligger i top og hvem, der ikke gør.

På verdensplan løb Emirates med den eftertragtede førsteplads med Singapore Airlines på andenpladsen. Herefter følger det brasilianske selskab Azul, der i modsætning til nummer 1 og 2 nok ikke er særlig kendt af danske rejsende.

Top 10 over verdens bedste flyselskaber ser således ud:

  1. Emirates – Dubai
  2. Singapore Airlines – Singapore
  3. Azul – Brasilien
  4. Jetblue – USA
  5. Air New Zealand – New Zealand
  6. Korean Air – Sydkorea
  7. Japan Airlines – Japan
  8. Thai Smile – Thailand
  9. Alaska Airlines – USA
  10. Garuda – Indonesien

At listen nok skal tages med et gran salt vidner fraværet af f.eks. Qatar Airways og Cathay Pacific, der altid er at finde i toppen hos Skytraxx, om. Og så har Thai Airways lavprisselskab Thai Smile også udmærket sig som et bedre selskab en moderselskabet.

I Europa blev Aeroflot nummer 1 foran Turkish Airlines og hollandske KLM. Norwegian fik i øvrigt en sjette plads i kategorien bedste regionale/lavprisflyselskab i Europa.

Rejsebureauer satser på Dominikanske Republik
Både charterbureauet TUI og USA Rejser satser på Den Dominikanske Republik den kommende vinter. Mens TUI allerede sender gæster af sted til den caribiske ø, så er rejsemålet nyt for USA Rejser, der hidtil har beskæftiget sig med Bahamas og destinationer i USA.

Ifølge TUI, så vil 10.000 danskere besøge Den Dominikanske Republik i 2018 og 5.000 af dem rejser med netop TUI, skriver takeoff.dk. Samtidig udvider charterbureauet med flyvninger til Punta Cana på østkysten, der skal ses som et alternativ til Puerto Plata på nordkysten.

Begge flyvninger er direkte med TUIs egne fly, og det gør bureauet særligt konkurrencedygtige, mener Nikolai Johnsen, der er pressechef i TUI.

Takeoff.dk skriver i øvrigt, at baggrunden for Den Dominikanske Republiks stigende vækst er massiv efterspørgsel på rejser og overnatning på Cuba, der gør det svært at skaffe kapacitet til den rigtige pris.

Hos USA Rejser håber man at sende 200-300 danskere af sted til det caribiske land, der sammen med Haiti ligger på øen Hispaniola. USA Rejser vil tilbyde en 15 dages rundtur, som gæsterne kan kombinere med New York eller Miami skriver standby.dk.

Christian Willumsen, der er produkt- og marketingchef i USA Rejser fortæller, at den nye satsning er kommet i stand på opfordring fra Den Dominikanske Republiks nordiske kontor i Stockholm.

Mænd lyver mere end kvinder om deres rejse
I dag skal alt hvad vi foretager os dokumenteres og deles på de sociale medier. Det har ført til masser af selviscenesættelse og opstillede billeder, men ifølge en undersøgelse fra lastminute.com, også til såkaldt rejsepral.

Når mennesker rejser til f.eks. Australien, så forventes det, at man også besøger de største turistattraktioner. Man kan ikke komme hjem uden at have set operahuset i Sydney, Great Barrier Reef eller Ayers Rock, og det lægger et vist pres på den type mennesker, der ikke rejser for deres egen skyld, men for at prale.

Hele 53 % af deltagerne i den britiske undersøgelse indrømmede, at de havde pralet med en oplevelse, som de aldrig har haft. Og de værste til at lyve er mændene. Dobbelt så mange mænd end kvinder har set stort på at fortælle sandheden efter en rejse.

Rejs som dig selv – kun på den måde bliver din rejse unik og personlig
Anonym

15 % af de adspurgte i lastminute.com’s undersøgelse fortæller, at de tilsidesætter det de egentlig vil opleve og i stedet opsøger seværdigheder og aktiviteter, som de er ligeglade med.

Nogle gør det for at prale, mens andre ikke føler at de får det optimale ud af rejsen, hvis de ikke ser alle de største seværdigheder. En dårlig idé. Det er adskillige gange bevist, at rejser er gavnlige for dit helbred, men du kan i sidste ende få stress og ikke komme udhvilet hjem i jagten på oplevelser.

Vild med at rejse? Det ligger i generne
Nogle mennesker kommer aldrig uden for landets grænser, og så er der os andre, der ikke kan få nok af at rejse og opleve. Nye undersøgelser viser, at eventyrlysten ikke er tilfældig, men ligger i generne.

Forskere mener nu, at de har fundet svaret på, hvorfor nogle mennesker har en enorm lyst til at rejse ud i verden igen og igen; DRD4-7R. Genet kaldes også for “rejselystgenet”, fordi det er forbundet med øget nysgerrighed og rastløshed.

Det menes, at 20 % af befolkningen bærer en variation af genet, og de har også en større sandsynlighed for at have ADHD. Rastløsheden hos mennesker med genet får dem til at tage større chancer, og det inkluderer at tage på opdagelse nye og fremmede steder.

Et studie ledet af David Dobbs fra National Geographic kom frem til, at DRD4-7R også gav øget rejselyst, men at nysgerrigheden ikke kun gælder nye destinationer og nye madoplevelser. De, der bærer genet er også mere tilbøjelige til at eksperimentere med stoffer og har flere sexpartnere.

Billigere boliglån øger salget af rejser
De lave renter får mange boligejere til at omlægge deres lån. Det økonomiske råderum bliver i høj grad brugt på rejser, viser en analyse blandt charterbureauet TUIs kunder.

Hele 46 % af deltagerne i analysen vil bruge de ekstra penge på at rejse mere. Dyre lån bliver konverteret til at forsøde tilværelsen, og det er helt i tråd med tidens trend fortæller Nikolai Johnsen fra TUI til takeoff.dk

“Rejser står øverst på mange danskeres ønskeseddel. Vi måler livskvalitet i antallet af ferieture, så når vi får flere penge mellem hænderne, bruger vi dem på rejser”, mener han.

TUI går i øvrigt målrettet efter boligejerne, der med stor sandsynlighed ser flere reklamer for charterbureauets rejser end danskere, der bor til leje.

Charter med rutefly
Selvom rejsebureauerne mener, at charterrejsen lever i bedste velgående, så er TUI (det tidligere Star Tour) nu tvunget til at give kunderne mere fleksibilitet og et større udvalg af rejsemål. Det fortæller pressechef Nicolai Johnsen til takeoff.dk

En af grundstenene i den klassiske charterrejse er egne eller chartrede fly, hvor alle passagerer har købt rejsen gennem samme bureau, men det gør TUI nu op med ved at tilbyde rejser med rutefly.

Nicolai Johnsen siger, at det primært er de jyske kunder, der rejser fra Billund og Aalborg, som kommer til at mærke det øgede udbud. Bl.a. er Malta, Kroatien , Phuket, Sri Lanka og New York at finde i rejsebureauets søgninger ud af Jylland.

Tidligere har vi primært fløjet med egne charterfly. Men vi må konstatere, at danskerne vil have mere fleksibilitet i feriemål, afgangstider og rejselængde. Så med denne udvidelse giver vi vores jyske kunder en tredobling i antallet af feriemål.
Nicolai Johnsen til takeoff.dk

Det er selvfølgelig ikke nyt for de jyske rejsende, at de kan rejse til ovenstående destinationer, og den eneste forskel fra tidligere er blot, at det er TUI, der sælger rejsen. Danskere, der er vant til selv at booke deres rejse vil næppe finde TUIs tiltag interessant, men for de tryghedssøgende og bureauets faste kunder, er det måske en god nyhed.

Selvom baggrunden for TUIs  mange nye rejsemål er et øget udvalg, så er det sjovt nok det modsatte, der skal få kunderne til at vælge rejsebureauet. TUI vil satse på at sælge rejser til bureauets 300 hoteller samt til RIU-kæden, som de som eneste charterbureau tilbyder.

På budgetrejse? Her er de billigste steder
Den internationale transport virksomhed Hoppa, der primært sælger lufthavnstransfers og transport fra by til by, har netop udgivet en ny rapport, som viser prisniveauet på 84 populære rejsemål.

Undersøgelsen tager udgangspunkt i den gennemsnitlige pris pr. døgn for overnatning, måltider, taxitransport, drikkevarer og underholdning.

Billigst er den bulgarske hovedstad Sofia, hvor et gennemsnitsdøgn koster 331,95 kr.. Andenbilligst er Kairo, hvor du skal af med 339,16 kr. På de følgende pladser kommer Cartagena i Columbia, Bukarest i Rumænien, Antalya i Tyrkiet og Siem Reap i Cambodja.

På Hoppas liste er det primært byer i Østeuropa og i Asien, der er billige, men der er selvfølgelig undtagelser. F.eks. Mexico City (660,25 kr.), men også Krakow i Polen (625,50 kr.) og Chania på Kreta (590,95 kr.) er blandt de billigste rejsemål.

I den anden ende af listen topper den schweiziske by Zürich, hvor du må slippe hele 1.480,61 kr. for et gennemsnitsdøgn. På pladserne to til seks kommer New York, København, Oslo, Stockholm og Venedig.

Overraskende er det at inflationsramte Caracas i Venezuela ligger helt oppe på en 10. plads og at Dublin er en anelse dyrere end London.

Er du på lavbudget og overvejer en rundtur i Østeuropa, så kunne din rejseplan se således ud; Krakow, Kiev, Budapest, Bukarest og Sofia. Eller hvad med en tur rundt i lækre Sydøstasien til Bangkok, Jakarta, Kuala Lumpur og Ho Chi Minh City med alle de fantastiske ting, der er at se og opleve på de kanter.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*