19. januar 2018

Tre gode steder til sommerferien i Thailand

Du kan sagtens tage til Thailand om sommeren

Vintermånederne er traditionelt højsæson i Thailand. Det er på dette tidspunkt af året, at solen skinner fra en skyfri himmel og temperaturen ligger omkring 30°C. Selvom det statistisk er knap så solrigt om sommeren, så er der stor forskel fra landsdel til landsdel i det store land. Vi præsenterer her de tre bedste områder at besøge Thailand om sommeren. Udover lave priser, så er her også færre turister, og du har større mulighed for at opleve det autentiske Thailand.

Det centrale Thailand, Bangkok, Hua Hin og Pattaya

Det centrale Thailand, omkring hovedstaden Bangkok, er kun moderat ramt af regnsæsonen. Sommermånederne byder på byger, men det regner sjældent flere dage i træk. Medmindre man har besøgt byen før, så er Bangkok et must at besøge på enhver thailandrejse. Det er her du finder de imponerende templer, den billigste shopping og den bedste mad.

Den thailandske hovedstad kombineres som regel med en rundrejse eller en badeferiedestination. Er du til sidstnævnte, så ligger Hua Hin og Pattaya begge et par timers kørsel væk, og her finder du samme klima som i Bangkok. Hua Hin er kendt for sin lange strand og gode resorts, byen er forholdsvis rolig og et fremragende udgangspunkt for omegnens spændende seværdigheder.

Mens Hua Hin primært henvender sig til familier og par, så har Pattayas legendariske natteliv først og fremmest den mandlige del af befolkningen som målgruppe. I byen findes flere end 1000 barer, men her er faktisk også gode resorts og restauranter. Pattaya er desuden et af Thailands billigste rejsemål. Juni og juli er et glimrende tidspunkt at tage til det centrale Thailand, området får i begge måneder ca. 115 mm regn og temperaturen ligger på ca. 32° C. Book fly, hotel eller pakkerejse til det centrale Thailand.

Koh Samet og Rayong

Et par timers kørsel syd for Pattaya kommer man til byen Rayong. Ud for kysten ligger øen Koh Samet, der er kendt for at være et af de tørreste steder om sommeren i Thailand. Koh Samet er meget populær i denne periode, og da de fleste hoteller ligger på stranden, er der her mulighed for at få en god badeferie tæt på Bangkok.

Koh Samet er ikke særlig stor, så selvom det er lavsæson, er det en god idé at booke overnatning i forvejen. Rayong på fastlandet er en af Thailands oversete feriebyer. Det er som om at turisterne kører forbi for at slå sig ned på Koh Samet eller ved øerne omkring Koh Chang, der ikke får megen sol i sommermånederne. Strandene ved Rayong er lange, og det er en del af Thailand, der ser forholdsvis få turister.

Til gengæld oplever Rayong en stigende popularitet blandt udlændinge, der køber ferieboliger her. Set over hele året er Rayong og Koh Samet nok et af de bedste områder i Thailand, hvis man kommer for sol og tørvejr. Det betyder selvfølgelig ikke, at regn er udelukket, men den falder ikke i samme mængde, som man ser andre steder i landet. Også her er juni og juli gode tidspunkter at holde ferie, området får ca. 90 mm regn i disse måneder, og temperaturen ligger på ca. 31° C. Book fly, hotel eller pakkerejse til Rayong og Koh Samet.

Den vestlige Thailandbugt, Koh Samui, Koh Phangan og Koh Tao

Disse tre og aldeles pragtfulde øer i Thailandbugten er meget besøgt i sommermånederne. Byger forekommer, men ellers skinner solen fra en skyfri himmel. Du kan tilmed boltre dig på nogle af Thailands bedste strande, der i denne periode ikke er ramt af monsunen. Det er ren verdensklasse at plaske rundt ved de hvide sandstrande med det mest krystalklare vand man kan tænke sig.

De tre øer er meget forskellige. Koh Samui er langt den mest alsidige, men også den mest besøgte. Her finder du lækre resorts, gode restauranter og et livligt natteliv. På Koh Phangan, der sine steder synes ret ufremkommelig, finder du gemte bugter, men også det verdensberømte full moon party, der finder sted på den sydlige del af øen.

Koh Tao er dykkernes paradis, her er gode strande og en ungdommelig atmosfære. Det er oplagt at kombinere de tre øer, du vil helt sikkert få en uforglemmelig ferie. Området er desværre et af de dyreste i sommermånederne, men bestemt stadig til at betale, og man skal huske på, at leveomkostningerne er væsentlig lavere end i f.eks. Sydeuropa. Koh Samui, Koh Phangan og Koh Tao kan besøges fra juni til august, hvor juni er en lille højsæson. Det er billigst i august, hvor vejret stadig er glimrende. Området får ca. 100 mm regn om måneden i sommerperioden, og temperaturen ligger på ca. 32° C. Her er høj luftfugtighed. Book fly, hotel eller pakkerejse til Koh Samui og øerne.

Indlægget er lavet i samarbejde med thailandrundt.dk

koh-samet-copyright-solstrandsommer



1 Comment on Tre gode steder til sommerferien i Thailand

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*