25. september 2017

Traditionelle rejsemål hitter

Spanien og Grækenland er populære rejselande i år

Tre aktører i rejsebranchen er nogenlunde enige om, hvilke rejsemål der er danskernes favoritter. Helt aktuelt, så har Momondo kigget på, hvor danskerne rejser hen i sommerperioden.

Ikke overraskende er det Malaga (Costa del Sol) og Mallorca der ligesom sidste år topper listen. Nye destinationer på listen er Split i Kroatien og den græske hovedstad Athen.

Af de mere eksotiske rejsemål er Bali ny på listen – måske fordi flere og flere finder ud af, at det er i sommermånederne vejret er bedst på den indonesiske ø. Også Bangkok er en typisk genganger på listen, fortæller Lasse skole Hansen fra Momondo til branchesitet check-in.dk.

Selvom mange forbinder sol og sommer med at ligge på stranden, så er det også populært at tage på storbyferie. Rom, Milano og Barcelona er mest søgte byer i Europa, mens New York og Los Angeles er sommerfavoritter i USA. Ud af listen er røget Paris, der normalt har godt tag i danskerne.

Det hollandske flyselskab KLM har set tilbage på, hvor danskerne rejste hen i årets første fem måneder. Her er man enige i, at New York og Los Angeles er populære og det er Thailand også.

Paul Terstegge, der er nordisk chef for Air France-KLM fortæller, at selvom europæiske og amerikanske storbyer hitter hos danskerne, så har vi også appetit på at prøve noget andet. Destinationer som Lima i Peru, Accra i Ghana og Cartagena i Columbia tiltrækker os også.

Charterbureauet Spies melder også om størst interesse for de klassiske rejsemål i Middelhavet. Mallorca er mest populær, mens Grækenland har skubbet Tyrkiet helt ud af listen. Antallet af solgte rejser til Kreta og Rhodos er stegt med 19 %, men væksten er helt oppe på 35 % til de mindre græske øer, fortælle Torben Andersen, der er kommunikationschef hos Spies.

Hos Danmarks største rejsebureau udbyder man i år 30 % færre rejser til Tyrkiet, men det betyder til gengæld, at et typisk vinterrejsemål som Gran Canaria nu også er populært om sommeren.



Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*