25. november 2017

Nyd vinteren på Gran Canaria

Det er den 2. december. Hjemme i Danmark ligger den tunge dis over landet, hvor juletravle mennesker stresser. Sådan er det ikke her. Fra min stol på promenaderestauranten kigger jeg ud over et imponerende sandhav, mens duggen løber ned af kanden med sangria. Jeg er på Gran Canaria, den populære kanarieø, der virker som en magnet på solglade nordeuropæere.

Liv og glade dage på sydkysten

“Det er jo spild af mand”,  udbryder Louise spontant, da vi snupper en drink på en af de mange barer i Yumbo Centrets stueetage. Rundt om os sidder hundredvis af mænd, der ser ud til at have brugt en time eller to foran spejlet. Barerne er et af bøssernes samlingssteder om aftenen, og Louise og Cecilie bliver hurtigt enige om, at her bestemt ikke er kedeligt. Men det store Yumbo Center i Playa del Inglés på Gran Canarias sydkyst er ikke det eneste sted, der er liv og glade dage i den neonoplyste ferieby. Også Plaza Centret har en stribe barer, og her er der heldigvis også noget at kigge på for os fyre. Her er dans på små podier, hvor velplejede kroppe vrider sig til høje diskorytmer. En pubcrawl kommer susende gennem lokalet, og giver minder om min egen ungdom.

Så er der lidt mere stil over Pacha. Ikke at denne filial af den berømte klubkæde kan måle sig med originalen på Ibiza, men i forhold til Gran Canarias øvrige diskoteker, så er Pacha et godt valg til en glad aften med god musik. Vi får anbefalet at besøge Club Ozono om lørdagen, hvor der skulle være lidt mere gang i den end de øvrige dage. Jo, musikken er udmærket, men stedet hæver sig ikke væsentligt over gennemsnittet. Måske skal der lidt mere til at imponere os. Vi er ikke 18 år længere og finder os bedre tilpas på Maroa Club i Arguineguin. Hvor har Gran Canaria dog manglet et chillout sted som dette. I loungesofaer sipper vi gode drinks, hører dj sessions, sludrer og nyder livet langt væk fra vinterdanmark.

Sol og strand så langt øjet rækker

Det solrige og lune klima er det, der tiltrækker turisterne. Det gør den imponerende sandørken, der deler Playa del Inglés og Maspalomas også. Her er god plads, det gælder bare om at gå lidt ud af stranden, hvor vi ser hundreder af solbrune mennesker, som er flygtet fra mørket i nord. Her skinner solen, og da vi passerer skiltet med Zona Nudista er vi nået til naturisternes område.

Her er ikke kun turister, men også lokale. Vi, der troede, at nøgenbadere kun var noget for ældre tyskere bliver glædeligt overraskede. Her er mænd og kvinder fra hele Europa og i alle aldre. Tykke, tynde, høje og lave. Nogle af dem ser ud som om, at de har været her i måneder, og alle ser de ud til at nyde den afslappede atmosfære.

Da vi når rundt om pynten liver Louise og Cecilie pludselig op. Det er bøssernes område, og der bliver trukket på smilebåndet mere end en gang. Et øjeblik efter er det os fyre, der får lange øjne. To tyske piger nyder solen som Gud har skabt dem. Så mange nøgne mennesker rundt om os, når de kan, så kan vi vel også? Det er lettere sagt end gjort. Hvorfor er det, at vi har så svært ved at vise os uden tøj på over for venner? Hvad er det alle disse mennesker her på stranden kan? Efter lidt begyndervanskeligheder glemmer vi hurtigt det med tøjet. Det er faktisk en rar følelse, og pludselig er vi selv en del af flokken.

En tur langs kysten

Gran Canarias sydkyst er velforsynede feriebyer, solglade turister og ubekymret liv. Glem alt om at få bare et lille indblik i øboernes hverdag. I en lejet bil er vi på vej mod vest, og kommer snart til Puerto Rico. Det er same same, og det er som om, at det halve af Nordeuropa lige nu befinder sig på øen. Engelske pubs, danske og svenske restauranter og store skilte på tysk, der reklamerer for timesharelejligheder. Vi springer Puerto Rico over og gør et stop ved Playa de Amadores, en flot strand, der ligger i en beskyttet bugt. Vandet er turkisblåt og folk ligger tæt på solstolene, der står på snorlige rækker.

“Jeg vil anbefale vores fem-retters setmenu med tilhørende vine”, siger tjeneren på restaurant Que Tal i Puerto de Mogán. Det gør vi så, og det viser sig at være et rigtig godt valg. Maden er fremragende og både service og atmosfære i top. Puerto de Mogán har altid været en lille hyggelig by. Gran Canarias Venedig kalder man den, da en række små kanaler løber gennem byen, men det er temmelig vandfattigt i forhold til originalen. Til gengæld står byen i dag som det mondæne valg på sydkysten. Flere fremragende restauranter er dukket op, deriblandt Que Tal, og Puerto de Mogán har også en stribe skønne overnatningssteder.

Dagen efter spiser vi en god morgenmad og kører ind i landet til Mogán. Det er her, øen begynder at blive bjergrig og frodig. Hurtigt er vi på Gran Canarias vestkyst, hvor vi ved Mirador el Balcón nyder den storslåede udsigt til Tenerife. Det er fristende at køre videre, men stranden trækker mere i os. Vi vender den lille Peugeot 207 og kører ned mod sydkysten igen. Tilbage til den over 20 kilometer lange koloni af glade turister. På lang afstand får vi øje på fyrtårnet i Maspalomas og det bagvedliggende sandhav, der minder om Sahara. Det er der vi skal hen.

Rolig strandferie i december

Hygge og solbadning på stranden om dagen og god mad om aftenen. Jo, livet er nu ikke så ringe her på Gran Canarias sydkyst. Hver formiddag hanker vi op i strandtasken og finder “vores” sted i sanddynerne. Det er her vi glemmer alt om jul, regnvåde veje og overfyldte indkøbscentre. Vi tænker mere over om vi har solcreme nok og hvor vi skal spise om aftenen. I sandhed store bekymringer.

13. december. Solen er på vej op i horisonten, og i dag er det ikke strandtasken vi har pakket, men kufferten. Det er nemlig tid til at vende hjem til Danmark. Hjem til dagligdagen og juleræset. Det har været pragtfulde 14 dage på Gran Canaria, og jeg kommer helt sikkert til at savne solen, de glade mennesker og det frie liv på stranden. Vi er enige om, at det bestemt ikke er sidste gang, vi tager på solferie i december.

Gran Canaria kan besøges året rundt, men er især populær i vinterhalvåret. Temperaturen fra december til februar ligger sjældent under 20° C på den sydlige del af øen, og det er således et godt sted at få lidt vintersol. Sommeren er varm og solrig med temperaturer på 26° – 28° C. 

Book en pakkerejse til Gran Canaria – klik her

gc-1075-2



1 Comment on Nyd vinteren på Gran Canaria

  1. Så sandt. Stranden er et rigtigt fristed med oceaner af plads til at gøre hvad man vil. Maspalomas er godt nok mere afdæmpet men Playa del Ingles vender jeg altid tilbage til. Det er også tættere på de bedste dele af stranden.

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*