20. oktober 2017

Nick og Lins – de rejsende naturister

Flere og flere tager på nøgenferie

Nogle mennesker er til trekking, andre til golf, men for det belgiske par Nick og Lins handler det at rejse om at være nøgen.

Lige nu hitter de på Instagram, der som bekendt ikke tolererer nøgenhed, men med nøje tilrettelagte billeder skjuler de det, som det sociale medie ikke vil vise.

Nick og Lins blev naturister ved lidt af et tilfælde. De fik ved en fejl booket sig ind på et nøgenhotel, og siden har deres rejser ikke handlet om andet end at nyde livet uden en trevl på kroppen.

“Det er følelsen af frihed og det at være nøgen i naturen, der tiltrækker os”, fortæller det belgiske par til engelske medier. Senest har Nick og Lins hjulpet til på en naturistcampingplads i Montenegro, men de har rejst i det meste i Europa og vil fortsætte med at tage rundt i verden for at dyrke deres livsstil.

“Vi har mødt masser af ligesindede mennesker, og for os handler det i høj grad om at få naturismen frem i lyset. Det skal accepteres og afseksualiseres – det er faktisk sjovt og dejligt at være nøgen”, siger de.

Du kan se mere om Nick og Lins på deres instragramprofil nakedwanderings, hvor de har lige knap 9.000 følgere.

Belgierne håber at andre vil følge i deres fodspor, og måske bliver du også overbevist om, at en nøgenferie er noget for dig, når du først har besøgt deres profil med de herlige billeder.

Nøgenferie er trendy

Flere og flere mennesker tager på nøgenferie ligesom Nick og Lins, skriver Daily Star. Det engelske medie har taget udgangspunkt i en undersøgelse foretaget af lastminute.com, der afslører, at efterspørgslen på naturistrejser er stigende.

I samme undersøgelse fremgår det, at 35 % af mændenes og 17 % af kvinderne med glæde ville tage på en naturistrejse.

Andrew Welch fra organisationen Britiske Naturister siger, at de også mærker en øget interesse for naturisme, og han er glad for, at det også kan aflæses i undersøgelsen.

“Besøger du en naturiststrand for første gang, så er mit bedsr råd at slappe af og bare nyde solen og vinden på din krop. Husk også, at folk omkring dig er ligeglade med, hvordan du ser ud”, siger han til Daily Star.



Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*