Tel Aviv byder på masser af overraskelser. Hvem havde troet, at der i det sydøstlige hjørne af Middelhavet i et land man ellers kun hører om, når der er krige og konflikter, ligger en topmoderne by, der er så gæstfri og fuld af sjov, at det er svært at tage derfra igen?

Skøn bred sandstrand i Tel Aviv

Nyttige links til planlægningen af din rejse

Book hotel i Tel Aviv med prisgaranti – se mere her
Find flybilletter til Tel Aviv – sammenlign priser her
Kom nemt fra lufthavnen til dit hotel – se priser på lufthavnstransfer
Book ture og udflugter hjemmefra hos Viator

Strande i Tel Aviv

Fristelsen til ikke at lave noget som helst i varmen er lige så stor som fristelsen til at prøve alt, hvad Tel Aviv tilbyder. Men bare at ligge på stranden indtil det bliver spisetid og så hænge ud på en af de utallige barer synes at være de lokales nationalsport.

Det er som om, at halvdelen af byens indbyggere tilbringer dagen sådan, men om lørdagen, hvor det er sabbat, søger alle mod kysten. Her bruger de dagen på solbadning, volleyball, flirt og timelange måltider.

Strandene er noget af det bedste ved Tel Aviv. Ofte er bystrande triste og overbefolkede, men sådan er det ikke her – vandet er klart, blåt og friskt. Langs stranden løber den lange promenade Tayelet, som du kan trave igennem på en times tid. Her er naturligvis liv og glade dage, hvor både motionister, familier og den yngre generation samles.

Tel Avivs strand er delt op i en række mindre afsnit. Surferne flokkes på Hilton Beach, mens de unge og smukke kan findes på Gordon Beach. Det er byens se og bliv set strand, hvor de lokale strandløver gerne poserer for de unge mørkhårede skønheder i små bikinier.

Hotel i Tel Aviv

Tel Aviv har overnatningsmuligheder for enhver pengepung. Generelt er prisniveauet lidt højere end gennemsnittet, og selvom der med årene er kommet rigtig mange gode boutiquehoteller i byen, så er et firestjernet hotel her ikke af helt samme standard som andre steder i verden.

Vil du bo tæt på barer, caféer og restauranter, så skal du finde et hotel syd for centrum ved Allenby Street og Rothschild Boulevard. Her er du også i gåafstand til de fleste seværdigheder.

Det kan være fristende at bo ud til en af byens strande. Er det vigtigt for dig, så skal du bo på eller omkring Ha-yarkon Street, hvor de bedre hoteller ligger beach front. I Old Jaffa er der dukket nogle rigtig lækre boutiquehoteller op, og området er mere arabisk præget end de fleste andre steder i byen.

Tel Aviv er på mange måder en cool by

Aktiviteter og seværdigheder

Old Jaffa

Old Jaffa er det absolut mest interessante historiske område i Tel Aviv. Det siges, at de første bosættelser her er over 10.000 år gamle. I hvert fald ved man med sikkerhed, at lige præcis dette område har været indtaget af folkeslag som egypterne, perserne, fønikerne, romerne og araberne, ligesom korsriddere og pirater også har været forbi.

Op ad en bakketop ligger det spændende område, der består af et amfiteater, Skt. Peterskirken, smalle gader og mange andre interessante ting. Du kan tage en guided tur, men også vælge at gå rundt på egen hånd for at indsnuse lidt atmosfære i de vindomsuste stenbelagte gader.

Fra toppen af Old Jaffa er der en pragtfuld udsigt over Tel Aviv, der summer af liv. Herfra kan du følge med i stemningen i bydelens gamle gader, hvor højtråbende sælgere prøver at komme af med deres varer. Også Old Jaffas lille havn, hvor fiskerbåde vugger om kap med de farvestrålende bøjer, er værd at opleve.

Tel Avivs nye kvarterer

En stor kontrast til Old Jaffa er Tel Avivs moderne kvarterer. Mange turister bor omkring Rothschilds Boulevard, men Neve Tzedek er nok det hyggeligste af byens nye områder.

Prøv blot at gå ned ad Sharabi Street, som er noget roligere end hektiske Rothschilds Boulevard. Gaden er fyldt med farvestrålende blomster, hibiscus, azalea og krybende bougainvilleaer, der synes at være overalt.

Shopping i Tel Aviv

I denne del af verden er markederne altid en fantastisk oplevelse. Det gælder også i Tel Aviv, hvor boderne bugner af farvestrålende frugter og grøntsager. Kæmpe vandmeloner, skrigrøde frugter og friske hvidløg så store som en knyttet hånd ligger side om side med oste, duftende krydderurter og flasker med lokale olivenolier.

Om fredagen er den brostensbelagte gade Nachalat Binyamin et af byens bedste shoppingsteder. Her er kunst og håndværk sat til salg, og markedet er populært, men lige så meget for den pragtfulde atmosfære.

Turister, både lokale og internationale, strømmer til den trendy gade, der også byder på mærkevarebutikker, sushirestauranter, gallerier og bedre hoteller. Tel Aviv ses som moderne og innovativ, vil man have historie og religion, så tager man til Jerusalem.

tel aviv
Lille del af det gamle Tel Aviv

Jerusalem

Israel er et lille land og fra Tel Aviv er der ikke langt til en række seværdigheder i verdensklasse. Først og fremmest er Jerusalem næsten et must at besøge. Den berømte by er proppet med historie og religiøse seværdigheder som f.eks. Grædemuren, der anses som jødedommens helligste sted.

Hellig er også Tempelbjerget, hvor man kan opleve bl.a. Al-Aqsa-moskeen og flere helligdomme, der gør bjerget til et religiøst brændpunkt. Det var her Templet i Jerusalem lå – et tempel som ifølge jødedommen er guds bolig på jorden.

Muslimerne mener, at det var her Mohammad i år 621 for til himmels, og Tempelbjerget er også helligt for katolske og ortodokse kristne.

Grædemuren og Tempelbjerget ligger i Jerusalems gamle bydel, og det gør Via Dolorosa også. Det var denne gade Jesus gik ad inden han blev korsfæstet. Som en naturlig forlængelse af Via Dolorosa er Gravkirken et must at besøge. Ifølge kristendommen var det præcis her Jesus blev korsfæstet og senere begravet.

Jerusalems gamle bydel er ganske enkelt et overflødighedshorn af oplevelser – tag blot en rundtur i det jødiske, armenske, kristne eller muslimske kvarter og besøg Citadellet som Kong Herodes lod opføre for mere end 2000 år siden.

Kunstinteresserede kan besøge The Israel Museum, der mest er kendt for Dødehavsrullerne, men som primært viser moderne kunst.

Du kan hjemmefra booke udflugter i Jerusalem eller rundrejser i Israel på Viator, der er ejet af Tripadvisor.

Der er rigtig gode udflugtsmuligheder fra Tel Aviv

Mad & drikke

Mellem alle butikkerne i Old Jaffa er der skudt en masse barer og restauranter op. De åbner tidlig aften og sørger for en pragtfuld stemning. Du kan få charcuteri som var vi i Frankrig, krydderpølser, steaks og lammemedaljoner – alt i store portioner.

Det kan virkelig undre, at israelerne ikke er tykkere. Kort tid efter restauranterne er åbnet, bliver gadens borde fyldt op. Her er en festlig atmosfære, og stemningen er løssluppen i den varme nat.

Montefiore

Prøv f.eks. restauranten Montefiore, hvor du kan få frisk fisk og nyde en flaske israelsk hvidvin fra Golan-højderne. Det bliver ikke meget bedre, og med tanke på de skønne markeder, så er der nu noget særligt ved at vide, hvor maden kommer fra.

Onza

Er du vild med mad fra Mellemøsten, så er restauranten Onza et fremragende valg. For at komme godt rundt i køkkenet, der serverer en kombination af tyrkisk, arabisk og israelsk mad, så snup nogle af de skønne startere. Onza er et rigtig godt sted, der endda ikke hører til Tel Avivs dyreste restauranter.

Ha’achim

Også på Ha’achim (der betyder to brødre) spiser du skøn mad fra det lokale køkken. Ha’achim er kendt for sin gode atmosfære og ikke mindst den yderst populære weekendbrunch. Også et rigtig godt sted for vegetarer.

Havnemiljø ved Old Jaffa

Manta Ray

Langs hele kysten i byområdet findes strandbarer. Du kan prøve alt fra små træskure til de fancy af slagsen med parasoller og små borde i sandet. Den bedste af dem er Manta Ray, hvor du kan få pragtfuld seafood, men der er også bbq på menukortet.

The Container

Flere steder kan du sidde med fødderne i sand, mens du mæsker dig i gode snacks, hummus og kølige mojitos i solnedgangen. Et godt sted til en sundowner er The Container – en af flere nye fancy barer i den gamle bydel.

Natteliv

Når dagen går på hæld tændes lyset på barerne. Musikken bliver højere, og selv på en mandag virker det som om, at byen er ved at gøre klar til fest. Tel Aviv er en by, der elsker sig selv og gør som det passer den.

Tel Aviv er et festligt sted med masser af unge mennesker – på trods af konflikter med nabolandene, så virker folk så glade, og stemningen i byen vil uden tvivl få dig til at blive oppe hele natten.

Et af de absolut hotteste steder at gå i byen er på Imperial Cocktail Bar, der regnes for en af verdens 20 bedste barer. Hot er også Shila, hvor ejer og kok Sharon Cohen har skabt et sted, der kombinerer skønne drinks og lækker mad med den nyeste musik og en yderst løssluppen stemning.

tel aviv
Byens markeder bugner af lækkerier

Rejsen dertil og transport

Lufthavnen i Tel Aviv ligger ca. 15 km syd for centrum. Du kan finde flybilletter til Tel Aviv her. Fra lufthavnen kommer du nemt ind til byen med taxi eller tog.

Taxierne holder lige udenfor ankomstterminalen, mens indgangen til togstationen ligger til venstre når du kommer ud af terminalen. Alternativt kan du booke privat transfer hjemmefra til en fast pris. Her venter chaufføren på dig i lufthavnen.

Tel Aviv kan sagtens udforskes på egen hånd, men du kan også tage med på guidede udflugter – book hos Viator, der også med fordel kan bruges til rundrejser i Israel.

Vejret i Tel Aviv og bedste rejsetidspunkt

Tel Aviv kan besøges året rundt. Dog kan somrene være meget varme med temperaturer på ca. 40° C. Normalt ligger temperaturen på 30-35° C om sommeren og lidt overraskende kan luftfugtigheden i perioder være høj. Forår og efterår er et godt tidspunkt at besøge Tel Aviv - forvent temperaturer på 22-28° C alt efter måned.

Vinteren kan være kølig, men du kan også opleve dage med over 20° C. Normalt ligger dagtemperaturen på 15-18° C og nætterne kan være ret kolde.

Tel Aviv
13°
light rain
88% humidity
wind: 7m/s S
H 17 • L 13
18°
Wed
20°
Thu
18°
Fri
17°
Sat
17°
Sun
Weather from OpenWeatherMap

Praktisk information

Valuta

Valutaen i Israel hedder shekel. Der er masser af kontantautomater i byen og stort set alle barer, hoteller og restauranter tager mod f.eks. visakort.

Mere info

Kom i god tid i lufthavnen ved afrejse, hvor du kan risikere at blevet udtaget til forhør ved ankomst til Tel Aviv. Dette kan også ske selvom du ikke har disse stempler i passet.

På samme måde skal du komme i god til i lufthavnen ved afrejse. Alle bliver interviewet og generelt er sikkerhedskontrollen MEGET streng. Kontakt den israelske ambassade, hvis du er i tvivl om indrejse.

En guidebog eller et kort over byen er altid godt at have ved hånden. De viser dig vej til de bedste steder, og har som regel en del praktisk information. Du kan også finde forslag til gode barer, hoteller og restauranter.

Udenrigsministeriets rejsevejledning

På Udenrigsministeriets hjemmeside kan du se aktuelle indrejsekrav (kun vejledende) og ministeriets rejsevejledning. Bemærk, at det kan tage lang tid i sikkerhedskontrollen, hvis du har stempler i passet fra visse arabiske lande.

Kort over Tel Aviv

Nyttige links til planlægningen af din rejse

Book hotel i Tel Aviv med prisgaranti – se mere her
Find flybilletter til Tel Aviv – sammenlign priser her
Kom nemt fra lufthavnen til dit hotel – se priser på lufthavnstransfer
Book ture og udflugter hjemmefra hos Viator

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*