Fra skinnende hvide sandstrande til dyb jungle. Paladser, elefanter og teplantager. Sri Lanka er alt det og mere til. F.eks. spændende mad, høje bjerge og mystiske dagobaer. Kan man ønske sig mere?

Efter mange års borgerkrig er der igen fred på Sri Lanka, som synes at være et glemt paradis. Det tidligere Ceylon ligger umiddelbart sydøst for Indien og kan på mange måder godt minde om nabolandet, men Sri Lanka er helt sig selv.

Læs mere om den spændende ø i indlægget herunder som jeg håber du kan bruge.

Sandstrand og vajende palmer

Nyttige links til planlægningen af din rejse

Book hotel på Sri Lanka med prisgaranti – se mere her
Find billige flybilletter til Sri Lanka – sammenlign priser her
Kom nemt fra lufthavnen til dit hotel – se priser på lufthavnstransfer
Måske skal du have vaccinationer inden rejsen – se anbefalinger her

Strande og ferieområder

Sri Lanka er et rigtigt strandparadis. Øen rundt findes pragtfulde strande med fint sand og høje slanke palmer. Det er et sted, der indbyder til afslapning såvel som lange gåture i vandkanten. Her præsenteres Sri Lankas mest populære strandområder, der alle er markeret på kortet nederst på siden.

Negombo

Umiddelbart nord for hovedstaden Colombo og tæt på lufthavnen ligger Negombo. Godt nok ligger byen ud til stranden, men den er ikke særlig god (nogle siger forurenet) og kun få tilbringer længere tid i byen. Til gengæld bliver Negombo ofte brugt som første overnatningssted på en rundrejse på Sri Lanka.

Hvad Negombo ikke har af strand har byen til gengæld i lokalliv og seværdigheder. Den gamle bydel er hyggelig, og så har hollænderne i den grad sat sit præg på Negombo i form af et gammel fort og mange kilometer kanaler, som du kan cykle langs. I byen finder du også et herligt fiskemarked og flere katolske kirker fra den portugisiske tid.

Bentota

Ca. 90 km syd for Colombo ligger Bentota, der var en af Sri Lankas oprindelige ferieområder. Her dominerer større resorts ud til lange gyldne sandstrande, der er overraskende tomme.

Måske fordi de fleste turister tilbringer dagen på et af de store resorts, der har alt i faciliteter. Bentota er i høj grad lagt an på pakketurister, og det er ikke et sted med meget liv udenfor hotellerne.

Hikkaduwa

Også Hikkaduwa hører til blandt Sri Lankas første feriesteder. Her var det især individuelt rejsende, der slog sig ned på de lange strande, hvor de enkle overnatningssteder ligger på stribe. Desværre blev der bygget så tæt på vandkanten at stranden de fleste steder et erstattet af sandsække.

Den travle og temmelig larmende kystvej skærer lige gennem byen og giver ikke megen ro hverken dag eller nat. Et tip er at tage ned til stranden ved Narigama, hvor der ved aftentide er en rigtig fin stemning og ikke at forglemme en forrygende solnedgang.

Unawatuna

At komme til Unawatuna fra Hikkaduwa er som at komme til en helt anden verden. Her ved den hyggelige badeby på sydkysten er man rundt om den skønne halvmåneformede bugt forskånet for den værste trafik.

Stranden i Unawatuna er pragtfuld med klart turkisblåt vand. Også her er der desværre bygget så tæt på vandkanten at stranden flere steder er væk.

Unawatuna er primært henvendt til individuelt rejsende. Her ligger ingen store hoteller, men til gengæld en lang række guesthouses i det store grønne område bag stranden. Byen er glimrende til en badeferie og med historiske Galle (se mere om byen længere nede) kun fire km væk, er der ikke langt til kulturelle oplevelser.

På mange af Sri Lankas strande er der god plads

Mirissa

Lille Mirissa er absolut bedste valg, hvis ferien skal tilbringes i en hængekøje under en skyggegivende palme. Der er heller ikke så meget andet at foretage sig i det skønne tropeparadis, hvor langt de fleste overnatningssteder er enkle og uden varmt vand.

Stranden i Mirissa er lækker med klart vand, og det er et af øens bedste snorkelsteder. Som med overnatningen er også spisestederne enkle. Du kan spise på de fleste guesthouses, men på stranden ligger også en række shacks, hvor især fisk og skaldyr er et godt valg.

Tangalla

Som i Mirissa er det også i Tangalla stranden og det tilbagelænede liv, der tiltrækker primært backpackere. Faktisk består Tangalla af flere strande; fra smukke og rolige Guyambokka i vest til den noget større, men lige så pragtfulde Marakolliya Beach.

Imellem ligger Tangalla Beach, der er dejlig, men kystvejen gør oplevelsen noget larmende. Den lange Medaketiya Beach (der fortæstter i Marakolliya Beach) er eksotisk, men har ofte store bølger. Området byder på små guesthouses og flere mellemklassehoteller.

Hotel/overnatning

Sri Lanka har generelt overnatning for enhver smag. Dog kan det i visse strandområder langs sydkysten være lidt af en udfordring at finde hoteller af international klasse.

Det betyder dog ikke, at du vil svært ved at finde gode overnatningssteder. Mange mindre hoteller og guesthouses har ofte både køleskab, aircondition og eget bad ligesom disse steder ofte har en familiær atmosfære. Der er med andre ord masser af muligheder, hvis du ikke har behov for at bo hverken 4- eller 5 stjernet.

Er du til luksus eller større resorts, skal du tage til f.eks. Bentota eller Negombo, mens sydkysten generelt har et mindre og mere ensartet udvalg. Det er billigt at bo på hotel på Sri Lanka – ofte kommer du langt for 150-200 kr. pr. overnatning.

Fristende pool – på Sri Lanka finder du mange rigtig gode hoteller

Oplevelser og aktiviteter

Der mangler ikke seværdigheder på Sri Lanka. Om du er til natur eller kultur og historie, så kommer du med garanti ikke til at kede dig. Der kan være langt mellem seværdighederne, men langt de fleste turister booker en rundrejse, der som regel afsluttes med nogle dage på stranden. Du kan booke sådan en rejse her.

Colombo

Hovedstaden Colombo hører ikke til Sri Lankas største seværdigheder. Mange turister springer byen over og de, der kommer forbi bliver der som regel kun en nat eller to.

Colombo har dog lidt kolonihistorie og selvfølgelig masser af lokalliv, der er en attraktion i sig selv. Byen er hektisk og larmende, men et godt sted at opleve det autentiske Sri Lanka. De senere år har man dog prøvet at give byen en makeover, og det har resulteret i bedre infrastruktur og åbningen af gallerier, designershops og gode cafeer.

Hovedstadens største attraktion er fortet, der næsten er en by i byen. Fortet er fra kolonitiden omgivet af havet og en voldgrav. I dag er det hjem for præsidentpaladset, og i området findes mange fine bygninger – bl.a. det gamle fyrtårn og klokketårn.

Byens markeder er et farverig oplevelse med alverdens frugt og grønt. Mest kendt er Manning Market i bydelen Pettah og The Self Employees Market et stenkast derfra.

Sigiriya

Sigiriya er et fast stop på enhver rundrejse på Sri Lanka. Ved Sigiriya kan du opleve den såkaldte Løveklippe, der er et ejendommeligt syn i det ellers flade landskab. Klippen har været centrum for et kongerige, og du kan selv forcere de mange trapper til toppen, hvor der på imponerende vis er ruiner af gamle bygninger.

Også foran klippen er der ruiner, og du kan lære mere om Sigiriya i museet ved siden af. Løveklippen ligger midt i landskabet, og der er ingen egentlig by i Sigiriya, men til gengæld en række bedre resorts, hvoraf en del ligger med fin udsigt til klippen.

Sigiriya Rock – en af Sri Lankas største seværdigheder

Anuradhapura

Sri Lankas spændende historie kommer til udfoldelse ved det enorme ruinområde i Anuradhapura. Byen blev første gang hovedstad i år 380 f.kr., men det var først ca. 140 år senere Anuradhapura voksede og blev øens absolut mest betydningsfulde by.

I 1000 år var Anuradhapura hovedstad på Sri Lanka, og du kan gå på opdagelse i ruinområdet, hvor du bl.a. finder dagobaer, templer og et hav af murstensbygninger.

Anuradhapura bliver stadig benyttet af de lokale til forskellige ceremonier, og det giver området et skær af noget autentisk. Du kan roligt sætte flere dage af, hvis du vil se alt, hvad Anuradhapura har at byde på.

Polonnaruwa

Polonnaruwa er mindre en Anuradhapura, men også her skal du sætte flere dage af, hvis du se hele ruinområdet. De to byer minder meget om hinanden, men Polonnaruwa er nyere og generelt i bedre stand. Her regerede bl.a. singalesiske kongedømmer i en periode på ca. 300 år.

Ligesom i Anuradhapura er der også i Polonnaruwa et hav af bygninger og et køretøj er nødvendigt for at komme rundt på det store ruinområde.

Dambulla

På vejen fra Sigiriya til Kandy (eller omvendt) kan du besøge de berømte grottetempler i Dambulla. Inden opstigningen til grotterne (let) går du forbi et nyt tempel med en enorm gylden Buddha.

Grottetemplet, der består af fem separate grotter er over 2000 år gammelt, og her finder du en lang række Buddhaer, der bliver tilbedt flittigt af de lokale. Udover grotterne har du også en fin udsigt fra det lille bjerg – du kan let se løveklippen i Sigiriya.

Kandy

Kandy bliver ofte kaldt Sri Lankas kulturelle hovedstad. Byen ligger i 500 meters højde rundt om en sø omkranset af bjerge. Kandy var det singalesiske kongedømmes sidste hovedstad inden øen blev indtaget af englænderne.

Byen byder således på masser af historie, og koloniseringen har også sat sit tydelige præg på Kandy, der sine steder er hektisk, men du er heldigvis ikke langt fra roen i bjergene.

Kandys absolut største seværdighed er Templet med Den Hellige Tand, der ligger ved søen. Selve templet er i sig selv ikke nogen perle, men dets betydning for Sri Lankas buddhister er enorm.

Det siges, at templet er hjem for en af Buddhas tænder, og det får lokale til at bede og ofre ved helligdommen. Det er et fantastisk sted at følge med i livet hos srilankanerne.

Kandy har også en stribe rigtig gode markeder, hvor du bl.a. finder alt i frugt og grønt, men du kommer sikkert også forbi slagteren og de duftende kryddeributikker. I omegnen kan du besøge en såkaldt spice garden – ofte er de lidt af en turistfælde, og du kan købe krydderierne billigere på markedet.

En anden god oplevelse er den store botaniske have, der har et væld af træer, buske og blomster. Her er også et drivhus med de smukkeste orkideer.

Ikke langt fra Kandy ligger Pinnawela Elefantbørnehjem, hvor du kan se og være med til at give ungerne sutteflaske. Her er også voksne elefanter, men også her lugter det lidt af turistfælde. Naturen omkring Kandy er utrolig smuk – det er her Sri Lankas højland begynder med teplantager og mulighed for gode trekking- og vandreture.

Den ikoniske togtur gennem landskabet til Ella skal være en del af din rejserute

Nuwara Eliya

I næsten 2000 meters højde ligger Nuwara Eliya som er en blanding af skotsk højland og engelsk landsbyidyl. Det var her englænderne tog op for at komme væk fra varmen ved kysten, og det har skabt en pudsig by med bindingsværkshuse flankeret af farvestrålende stokroser. Nuwara Eliya er forholdsvis hurtigt overset, men har dog et fint lille marked.

Byens omegn er præget af nåletræer og teplantager – et helt andet Sri Lanka, hvor du gør klogt i at tage en lun trøje med uanset hvornår du besøger byen.

Nuwara Eliya er selvfølgelig berømt for sin historie med europæisk arkitektur, men det er også fra en af byens nærliggende stationer, at turisterne stiger på toget for at køre til Ella. Togturen er et fast indslag på langt de fleste rundrejser og en fin oplevelse.

En populær og smuk udflugt fra Nuwara Eliya er den til Horton’s Plain og World’s End. Horton’s Plain er et stort plateau i 2000 meters højde, der pludselig slutter brat med et fald på knap 900 meter – verdens ende! Området har gode trekkingruter, og du har kig til Sri Lankas anden- og tredjehøjeste bjerge, der er næsten 2400 meter høje.

Ella

Udover en lille håndfuld af badebyerne, så er Ella det nærmeste man kommer en backpackerby på Sri Lanka. Her i 1000 meters højde er der opstået et lille turistcentrum, som ligger pragtfuldt med udsigt ned gennem Ella-kløften. Det er et betagende landskab med gode vandreruter i og omkring teplantagerne.

Byen har hippe cafeer, lækker mad og mulighed for at møde andre rejsende. Ella er ikke kun et skønt fristed fra øens larm og voldsomme trafik, men også et sted, hvor du i et lidt køligere klima kan samle kræfter til din videre rejse på Sri Lanka.

Galle

Galle på sydkysten er uden tvivl den mest charmerende af Sri Lankas større byer. I 1663 kom hollænderne til området, og de opførte fortet, der er på UNESCOs verdensarvliste.

Indenfor fortets mure finder du masser af europæisklignende bygninger, som i dag indeholder cafeer, gallerier, guesthouses og lokale butikker. Det er her Galle skiller sig markant ud og giver byen sin charme.

Når du går rundt i gaderne kan du nemt glemme, at du ikke er i Europa. Her er palæer, kirker og klokketårne. På fortområdet finder du også flere museer. Galle ligger kun fire km fra de skønne strande ved Unawatuna.

Elefanter i Minneriya Nationalpark

Nationalparkerne

Sri Lanka har et fantastisk dyreliv, og det spotter du bedst på en safari. Øen rundt findes en lang række nationalparker med Yala på sydkysten som den mest kendte. Nærmeste by til Yala og Bundla Nationalpark er Tissamaharama (i daglig tale bare Tissa), hvor der ligger en lang række resorts, der servicerer de mange turister som skal på safari.

Også midt på øen ligger nationalparker, hvor du kan være heldig at se dyr. Bl.a. Minneriya og Kaudulla tæt på Sigiriya og Polonnaruwa. Alle parker er vant til turister og du kan købe safaris af forskellig længde og på forskellige tidspunkter på dagen.

Sri Lanka har et rigt dyreliv med bl.a. leoparder, elefanter, vandbøfler og læbebjørne. Det er selvfølgelig de dyr, de fleste turister håber på at se og de kaldes også for Sri Lankas Big Four.

Mad og drikke

Maden på Sri Lanka ligner meget den, man får serveret i Indien. Dvs. samosaer, curries og et pragtfuld udvalg af vegetarretter. Omgivet af vand udgør fisk og skaldyr selvfølgelig også en stor del af det lokale køkken.

Srilankansk mad er typisk med masser af krydderier, der blandes og ristes alt efter hvilken ret man vil lave. Tilgængelige frugter og grøntsager er en fast del af køkkenet, og det betyder også, at maden ved kysten kan være anderledes end i højderne. De forskellige folkeslag, der gennem årene har lagt vejen forbi Sri Lanka har også sat deres præg på maden.

I de etablerede turistbyer er der ikke langt til nærmeste spisested, men i byerne kan det være svært at finde europæisklignende steder – dvs. restauranter, der er klar til at modtage gæster. Ofte består spisestederne blot af en samling borde og stole i et lokale med rå vægge.

Sri Lanka er bestemt ikke kendt for sit natteliv. Mange drikker ikke alkohol og barer, butikker og restauranter skal have licens for at sælge det. På mærkedage som f.eks. poya, fuldmånefesten, er det forbudt at sælge alkohol.

Maden på Sri Lanka har rødder i det indiske køkken

Transport og rejsen dertil

Sri Lankas hovedlufthavn ligger lige nord for Colombo og har kun få forbindelser til Europa. Til gengæld kan du flyve med et stop fra København via Doha, Dubai eller Delhi.

Tidligere var det forholdsvis dyrt at flyve til Sri Lanka, men den øgende konkurrence har sænket priserne betragteligt. Find billige flybilletter her.

Der er naturligvis taxaer i lufthavnen, men du kan også booke en privat transfer på forhånd til en fast pris. Her venter chaufføren på dig i lufthavnen.

Vejret og bedste rejsetidspunkt

Selvom Sri Lanka så langt fra er verdens største ø, så bliver landet ramt af to monsuner årligt. Sydkysten med badebyerne samt højlandet og vestkysten skal besøge fra november til marts for det bedste vejr, mens østkysten har bedst vejr fra april til sommer/efterår.

Sri Lanka har varmt vejr året rundt. Forvent temperaturer på 28-33 °C ved kysterne, mens det kan blive ganske koldt i højlandet. Her ligger temperaturen på 17-22 °C i vintermånederne, hvor nattemperaturen nemt kan falde til 10 °C. Luften er også væsentlig tørrere i højderne end ved kysten.

Med andre ord: skal du på den klassiske rundrejse startende i Colombo/lufthavnen via Sigiriya og mod syd til strandene, så er november til marts det bedste tidspunkt.

Unawatuna
34°
clear sky
31% humidity
wind: 4m/s NE
H 34 • L 20
33°
Tue
33°
Wed
34°
Thu
32°
Fri
33°
Sat
Weather from OpenWeatherMap

Praktisk information

Valuta

På Sri Lanka hedder møntfoden rupee. I de større byer er kontantautomater udbredt, men i de mindre byer og i strandområderne skal du lede efter dem.

Mere info

Der kræves visum for indrejse i Sri Lanka. Det kan du få ved indrejse, men først når du har registreret dig på denne side. Se i øvrigt aktuelle regler for indrejse på Udenrigsministeriets hjemmeside.

En guidebog eller et kort over området er altid godt at have ved hånden. De viser dig vej til de bedste restauranter og hoteller og har som regel en del praktisk information. Du kan også læse om Sri Lankas interessante historie og få tips til spændende aktiviteter og seværdigheder.

Udenrigsministeriets rejsevejledning

Inden din rejse er det god idé at tjekke Udenrigsministeriets rejsevejledning til Sri Lanka. Her kan du også downloade app’en rejseklar og eventuelt skrive dig på danskerlisten.

Kort over Sri Lanka

Nyttige links til planlægningen af din rejse

Book hotel på Sri Lanka med prisgaranti – se mere her
Find billige flybilletter til Sri Lanka – sammenlign priser her
Kom nemt fra lufthavnen til dit hotel – se priser på lufthavnstransfer
Måske skal du have vaccinationer inden rejsen – se anbefalinger her

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*