Dubrovnik, eller Adriaterhavets Perle som byen også kaldes, er en af Europas skønneste feriedestinationer. Du kan tilbringe dagene med at slappe af på stranden, udforske nærliggende øer eller gå på opdagelse i den fascinerende gamle by.

Vandet ved kysten er krystalklart, og det er et perfekt sted at slappe af efter sightseeing i byen. Der er masser af områder tæt på Dubrovnik, hvor man kan få sol på kroppen og samle kræfter til nye oplevelser.

Kroatien er kendt for sin rustikke charme, men i de sidste 10 år – siden italienerne udnævnte den kroatiske kyst til det nye Amalfi og englænderne opdagede, at Adriaterhavskysten er akkurat lige så smuk som det sydlige Frankrig – er området blevet langt mere sofistikeret.

Side om side med de falmede traditionelle hoteller er der kommet en lang række fancy barer, gourmetrestauranter og hippe hoteller fyldt med velhavende besøgende fra det meste af verden.

dubrovnik
Det klassiske billede af dejlige Dubrovnik

Nyttige links til planlægningen af din rejse

Book hotel i Dubrovnik og øerne med prisgaranti
Find billige flybilletter til Dubrovnik – sammenlign priser her
Charterrejser til Dubrovnik – se tilbud lige nu
Kom nemt fra lufthavnen til dit hotel – se priser på lufthavnstransfer

Strande ved Dubrovnik

Mange af strandene tæt på byen er med småsten. Der gælder også på Banje Beach, der ligger centralt, og som nok er den mest populære omkring Dubrovnik. En stor del af Banje Beach tilhører EastWest Beach Club, der selvfølgelig udlejer solstole og parasoller. En del af stranden er dog offentlig og til fri afbenyttelse.

Videre mod syd (ca. 20 minutters gang) når du Sveti Jakov Beach, der også er med småsten. Der er en del trapper, men stranden er roligere end Banje Beach.

Copacabana er en af Dubrovniks mest populære strande. Det er en blandet sand- og stenstrand med lavt vand, hvilket gør den perfekt til familierne. Der ligger en bar på stranden.

Coral Beach Club på Cava Beach er måske et af de hippeste steder på fastlandet. Her er der sandstrand og solstole i lyse farver. Priserne i baren er ikke overraskende temmelig høje.

Nogle af Kroatiens bedste strande finder du i området Orasac. F.eks. Hawaii Beach (hvor der ligger en campingplads tæt på), den lille Brsecine Beach med det skønneste krystalklare vand og den næsten lige så dejlige Veliki Zali Beach, hvor det dog bliver lidt hurtigere dybt.

Mange tager dog en bådtur til en af øerne ud for kysten, og dem kan du læse mere om længere nede på siden.

dubrovnik
Langs kysten ligger adskillige småstrande

Overnatning i Dubrovnik

Generelt er det dyrt at overnatte i Dubrovnik, og jo tættere du kommer på old town, jo højere bliver prisen. Har du egen bil med (eller en lejebil for den sags skyld), så er det en god idé at vælge et hotel, der har gratis parkering.

Dubrovnik er en fantastisk ferieby, der tilbyder turisterne alle tænkelige faciliteter. Men er du til lidt mere fred og ro samt gode strande, så book overnatning på en af de dejlige øer, der ligger en kort sejltur væk.

Du kan nå Dubrovnik på en dagsudflugt, og øerne er væsentlig billigere. F.eks. Mjet, hvor du i byen Sobra kan finde dit eget lille paradis.

Kroatien er et godt sted til familieferien – vælger du at bo på campingplads, så vil børnene helt sikkert finde nye legekammerater på rekordtid. Du behøver såmænd ikke tage din egen campingvogn med – mange steder kan du flytte ind i en fuldt udstyret mobilehome. Solitudo er nærmeste campingplads, men der findes flere pladser i omegnen.

Hotel i Dubrovnik

Du kan se det fulde udvalg af overnatningssteder i Dubrovnik på f.eks. hotels.com eller booking.com – de to sider har det største udvalg og som regel også de laveste priser.

Husk at tjekke værelsestype, afbestillingsbetingelser og hvad, der er inkluderet (f.eks. morgenmad), når du sammenligner hoteller. Se også indlægget De bedste billige hoteller i Dubrovnik.

Kroatiens smukke kyst

Seværdigheder i Dubrovnik og omegn

Det der gør Dubrovnik så tiltrækkende, er de mange muligheder. Der er både gode seværdigheder og adskillige aktiviteter at fornøje sig med. Så når du har slappet af på strandene, er det oplagt at tage på sightseeingtur.

Du kan få mere inspiration i indlægget 11 gode aktiviteter i Dubrovnik.

Dubrovnik

Du vil hurtigt opdage, at der er masser at se i Dubrovnik, i de smalle gader ligger kirker, paladser og klostre på stribe. Det er et skønt mix af forskellige arkitektoniske stilarter – ikke underligt, når man tænker på byens lange og rige historie.

Der faktisk masser at opleve og se i Kroatiens historiske byer. I Dubrovnik kan man udover citadellet besøge både et dominikansk og franciskansk kloster, men også katedralen, hvis kors siges at indeholde et stykke af det kors, hvor Jesus blev korsfæstet.

Nogle af de seværdigheder man ikke må gå glip af i Dubrovnik er klokketårnet, Onofrio Fontænen, statuen af poeten Ivan Gundulic og Rector’s Palace, der husede bystyret i gamle dage.

En fantastisk oplevelse er det også at besøge Dubrovniks gamle volde, hvorfra man har en vidunderlig udsigt over byen og kysten. Volden, eller murene, er nogle steder 22 meter høje, og nedenunder kan du se hustagene, klipperne og strandene.

På muren er der forter og vagttårne, der også kan besøges. Minceta, et rundt tårn fra det 14. århundrede, er det højeste punkt i det gamle forsvarsanlæg, og i dag det mest populære sted at tage et kig udover området.

Har du først betalt entré til voldene, så har du også adgang til Lovrijenac – et imponerende fort ved havet. Det ligger lige udenfor bymurene, og herfra er der en smuk udsigt over Adriaterhavet. Udsigten er måske endnu bedste fra toppen af Mount Srd. Tag kanelbanen derop – det tager kun tre minutter og er særlig populært ved solnedgang.

Et andet spændende sted er Dubrovniks maritime museum, der har en fin udstilling af bl.a. flag, kort, uniformer og navigationsudstyr. Museet ligger i St. John’s Fort, hvor der i stueetagen er et stort akvarium med fisk fra Adriaterhavet. Der er adgang til akvariet fra gaden Kneza Damjana Jude.

Cavtat

Syd for Dubrovnik ligger byen Cavtat, der er et glimrende sted, hvis du vil have lidt mere fred og ro med hovedbyen inden for rækkevidde.

“Du får den samme gode mad, den samme gode vin og den samme venlige befolkning som i Dubrovnik – det hele er bare billigere”, ynder indbyggerne i Cavtat at sige med et glimt i øjet.

Spis grillet blæksprutte, drik Plavac, en krydret rødvin, og nyd den specielle lokale aperitif, der smager som Campari. Cavtat blev grundlagt i antikkens Grækenland, og her finder du gamle stenhuse i et skønt landskab med pinjetræer.

Dubrovniks gamle bydel er fantastisk hyggelig

Lokrum

Den skønne ø Lokrum ligger kun 10 minutters sejltur fra Dubrovnik, og her kan du gå op til det gamle fort, der ligger på øens højeste punkt. Tag en af de mange stier når du skal ned igen – de bringer dig forbi herlige små strande, hvor der som regel ikke er mange mennesker.

Lokrum har også et Benedikterkloster fra det 11. århundrede. Du kan slutte dagen af med at nyde den smukke solnedgang til lyden af guitarmusik fra en af de nærliggende caféer og bagefter snuppe et måltid på Lacroma Restaurant.

Kolocep

Den lille ø Kolocep er et bedre valg, hvis man ønsker det lidt mere uberørt. Øen har skønne småbugter, hvor man kan føle sig langt væk fra den øvrige verden og de mange turister.

Lopud

Lopud ligger kun en halv times sejlads fra Dubrovnik, og det siger sig selv, at det ikke er områdets mest stille ø, når den ligger så tæt på Dalamtinerkystens smukkeste by. Men her er ingen biler, og tempoet er i den grad i bund.

Den lille ø har kun 200 fastboende indbyggere, og de gamle palæer, der er en arv fra tidligere tiders aristokrati, omslutter den lille havn.

På den anden side af øen, blot to kilometer væk, ligger den lille Sunj-bugt, der er hesteskoformet med pinjetræer og sand så fint, at man kan bygge sandslotte. Har du lyst til en vandretur, så er der lavet stier gennem den smukke pinjeskov.

Mljet

Naturelskere vil elske Mljet. Det er det perfekte sted for vandreture, og øens pinjeskov og små holme er af en anden verden. De fleste, der ankommer til øen tager vandreskoene på og bestiger Montokuc, hvorfra du har en storslået udsigt over det blå Adriaterhav.

Prøv også vandreruten fra havnen i Soline til Mjets vilde indre – en tur, der minder om en mellemting mellem Jurassic Park og Indiana Jones.

I byen Sobra kan du finde dit eget lille paradis. Det er et sted de fleste sejler forbi, men her er dejlig strand og en god restaurant, der serverer kroatisk mad såvel som pizza. En del af øen er udlagt som naturreservat med uberørt skov og en stor saltvandssø, hvor man bl.a. finder et gammelt kloster.

Korcula

Korcula er en af de mest besøge øer ved Dubrovnik, da hovedbyen er et fast stop for mange yachts og cruiseskibe. Det kan blive en smule overrendt, men dog ikke i samme grad som øerne tættest på fastlandet. Mere fred og ro finder du på øen Stupe tæt på Korcula.

Stranden her er ikke stor, men perfekt til snorkling, og den lille familieejede bar serverer frisk fisk. Du kan kun komme dertil ved at tage en vandtaxi fra Korcula, husk blot at lave en aftale om at blive hentet igen. Korkulas bymure fra det 14. århundrede er eksempler på mesterlig murværk med flotte udsmykninger.

Mulighederne for ture og udflugter i og omkring Dubrovnik er mange, og du kan booke hjemmefra hos f.eks. Viator, der er ejet af Tripadvisor.

En sejltur i Adriaterhavet er næsten et must

Mad og drikke

Når det bliver tid til en sundowner, skal du tage op til den gode bar Buza, der uden tvivl har den smukkeste udsigt i Dubrovnik. Denne herlige bar ligger på en klippe over havet og er lidt af et fristed fra den gamle bys mylder.

Buza serverer gode drinks, og det er et perfekt sted at se skibene sejle ind og ud af havnen, men lige så fantastisk er den pragtfulde solnedgang. Buza betyder ”hullet i væggen”, og det er præcis hvad du skal igennem for at komme til den unikke bar, hvor du også kan tilbringe dagen med at solbade på klipperne.

Dubrovnik har mange rigtig gode restauranter og det er muligt at spise billigt, men igen: Dubrovnik er forholdsvis dyrt – til gengæld har byen også et fantastisk udvalg af gode spisesteder. Mange steder kan man spise i de smalle gader eller i hyggelige gårdhaver i skyggen af de gamle charmerende huse.

Takket være kvaliteten af de lokale råvarer, så er maden utrolig god, og noget af det bedste man kan spise ved kysten er fisk. Der skulle være over 400 forskellige arter i denne del af Adriaterhavet, og de fleste restauranter har en aftale med lokale fiskere, der leverer frisk fisk til køkkendøren.

Skal middagen være noget særligt, kan I prøve Restaurant Nautika, der ligger pragtfuldt oppe over byen, og som er på Conde Nast Travellers gold list. Lokal og superlækker mad får du på Proto, der er indrettet i et gammelt romantisk hus fra 1886. Det er dyrt og stedet at spotte kendisser.

Prøv også Azur, hvor Kroatien møder Asien i en vellykket fusion. Både på Nautika, Proto og Azur anbefales det at reservere bord. Et andet rigtig godt sted at spise er på Gil’s Restaurant, hvor du kan nyde en perfekt menu med bl.a. tun i sesam, trøffel tortellini og grillet hummer med asparges.

I en lille landsby på Peljesac-halvøen kan du på restauranten Konoba Antunovic få serveret seks forskellige skinker, der hver er ledsaget af skønne lokale rødvine fra Mara Mrgudic. Og nu vi er ved vin – på Frank Milos vingård kan du prøvesmage skønne dessertvine med honning.

Dubrovnik har masser af hyggelige spisesteder

Rejsen dertil og transport

Dubrovnik har egen lufthavn, der ligger ca. 20 km syd for byen. Fra København er der direkte ruter, men der kan være tale om sæsonruter, som kun flyves i sommerperioden.

Du kan tage en shuttlebus fra lufthavnen til centrum.. Endnu bedre er det at leje en bil for på den måde at have maksimal frihed på din ferie. Du kan også hjemmefra booke en privat transfer til en fast pris.

Du kan selvfølgelig også gøre som tusinder af andre danskere: køre til Kroatien med eller uden campingvogn på slæb. Kroatien har i øvrigt et godt og omfattende netværk af busser – de største selskaber er Arriva og Croatia Bus.

Det anbefales ikke at tage bilen med ind til centrum – trafikken er tæt og old town er helt lukket af for køretøjer. Til gengæld har Dubrovnik en række bybusser, der er nemme at bruge.

Vejret og bedste rejsetidspunkt

Kroatien er et sommerrejsemål, der fra juni til langt ind i september har varmt og solrigt vejr. Forvent temperaturer på mellem 25 og 30 °C i sommermånederne, hvor en regnbyge eller to ikke kan udelukkes. Det kan i perioder være varmere.

Som nævnt længere oppe er Dubrovnik en af de byer i Europa, der lider under det store antal besøgende i primært sommermånederne. Det kan være en god idé at undgå juli og august, men i stedet for besøge Dubrovnik i f.eks. juni eller slut august/september.

Dubrovnik
14°
few clouds
82% humidity
wind: 5m/s WNW
H 14 • L 8
12°
Wed
13°
Thu
14°
Fri
12°
Sat
12°
Sun
Weather from OpenWeatherMap

Praktiske informationer

Valuta

I Kroatien bruger man euro. Kontantautomater er udbredte i byen, men mange hoteller og restauranter accepterer kreditkort. Skal du handle på markederne er det en god idé at have lidt kontanter.

Mere info

En guidebog eller et kort over området er altid godt at have ved hånden. De viser dig vej til de bedste steder og har som regel en del praktisk information. Husk dog at give plads til eventyret.  Gå rundt i gaderne eller kør ud i det blå – det er som regel sådan du får de mest uventede oplevelser.

Du kan købe et Dubrovnik Card, der giver adgang til bymuren, to gallerier og fem museer samt et antal busture.

Det er ingen hemmelighed, at Dubrovnik er blandt de byer, der de seneste år har modtaget rigtig mange turister og som især er ved at drukne i passagerer fra krydstogtskibene.

Et lille tip er at gå ind på havnemyndighedernes side, hvor de annoncerer anløb af krydstogtskibe. Det giver mulighed for at gå på opdagelse i byen, når den er knap så besøgt – se mere her.

Udenrigsministeriets rejsevejledning

Inden din rejse til Kroatien anbefaler vi, at du tjekker Udenrigsministeriets rejsevejledning til Kroatien og eventuelt downloader app’en rejseklar, hvor du kan skrive dig på danskerlisten.

Kort over Dubrovnik

Nyttige links til planlægningen af din rejse

Book hotel i Dubrovnik og øerne med prisgaranti
Find billige flybilletter til Dubrovnik – sammenlign priser her
Charterrejser til Dubrovnik – se tilbud lige nu
Kom nemt fra lufthavnen til dit hotel – se priser på lufthavnstransfer

1 Comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*