21. august 2018

Kanarieøernes bedste strande

Vores Top 5 over de bedste strande på de populære øer

Kanarieøerne bliver hvert år besøgt af et stort antal turister. De skønne strande er for mange den primære grund til at snuppe en daseferie på de solbeskinnede øer, men hvor finder du de bedste steder at springe i bølgerne og arbejde på din kulør?

1. Playa de Sotavento – Fuerteventura

Denne lange storslåede strand er ikke til at komme udenom. Med sit fine sand og lavvandede laguner og indsøer hører stranden efter vores mening til en af klodens bedste. Her er masser af plads og alle muligheder for at have god afstand til næste strandgæst. Af samme grund er her mange nøgenbadere, og man kan næsten ikke forestille sig et bedre sted at få sol på hele kroppen end på Sotavento-stranden. Du kan vandre flere kilometer i det lave krystalklare vand, nogle steder er her ret øde, så husk mad og drikke hjemmefra. Eneste minus er den til tider kraftige vind, men den er surferne til gengæld glade for.

2. Papagayo-strandene – Lanzarote

De i alt syv Papagayo-strande på det sydøstlige Lanzarote skal også med på vores liste. Især to af dem, Playa de la Cera og Playa de Papagayo, kan tilbyde herligt krystalklart vand. Her er god plads til alle, og skal ferien bruges på solbadning, så er Papagayo-strandene et must at besøge. En lille restaurant ligger i det kuperede landskab, men ellers er det småt med forplejningsmuligheder, der bør medbringes hjemmefra.

3. Las Dunas – Fuerteventura

Strandene i Las Dunas-nationalparken var med til at gøre Fuerteventura berømt og til et populært rejsemål. Her er ikke så fredeligt som tidligere, men helt mod syd, forbi de to store hoteller, finder du imponerende klitter og krystalklart vand, et rigtigt paradis. En lille strandbar ligger en kort gåtur væk, men ellers er der øde i miles omkreds. Tag bil eller cykel hertil fra Corralejo, men du kan også tage en taxa til nærmeste hotel (RIU Oliva) og derfra gå til paradiset.

4. Isla Graciosa

Den meget lille ø umiddelbart nord for Lanzarote er ikke særlig kendt, men her finder du aldeles fremragende strande med lyst sand og det klareste vand. Strandelskere har de senere år fået øjnene op for den lille perle, men her er stadig ret øde, og det kan være svært at forestille sig, at man befinder sig på en af verdens mest besøgte øgrupper. Isla Graciosa har et par overnatningsmuligheder spredt rundt på øen, men det er ikke luksus. Fra Lanzarote tager du båden fra Orzola til Graciosas lille havn i Caleta del Sebo.

5. Playa del Inglés/Maspalomas – Gran Canaria

Isla Graciosas modstykke kan man næsten sige. Her er ikke specielt paradisisk, men til gengæld nemt tilgængeligt og med plads til alle. Her er endeløse rækker af solstole, et mylder af mennesker i vandkanten og med få hundrede meters afstand ligger små strandbarer, hvis du skulle få brug for en forfriskning. Alle vil føle sig velkommen på denne enorme strand med de berømte sandklitter, og her er endda specielle områder for naturister. Skulle du få lyst til et spil volleyball eller en tur på dromedar, så er der også mulighed for det.

Med undtagelse af Isla Graciosa, så er det ikke svært at finde overnatning i form af hotel eller lejlighed på Kanarieøerne. Uanset om du er til vild luksus eller et beskedent hotel, er der masser af muligheder. For at komme rundt til mange af øernes bedste strande er det nødvendigt at leje en bil, men den er nu også god at have, hvis du skulle få lyst til at tage på sightseeing, Kanarieøerne er trods alt andet end sol og strand.

Du kan læse meget mere om Lanzarote, Tenerife, Fuerteventura og Gran Canaria i vores miniguides.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*