19. januar 2018

Flere søger sydpå i ferien

De danske rejsebureauer har travlt lige nu

Om det er den kølige halvvåde sommer, der får danskerne til at søge sydpå kan vi kun gisne om, men en ny undersøgelse afslører, at væsentlig flere vælger at rejse mod varmere himmelstrøg denne vinter.

Det er Apollo Rejser, der har fået lavet undersøgelsen og det store charterbureau har godt gang i salget af vinterrejser. Siden september/oktober har der været stor efterspørgsel på vinterrejser, fortæller Glenn Bisgaard, der er kunde- og kommunikationschef hos Apollo Rejser.

Det er selvfølgelig de varme og solsikre rejsemål som Kanarieøerne og Dubai, der sælger godt. Især Fuerteventura er lige nu populær hos danskerne.

I forhold til en lignende undersøgelse sidste år, så er det færre, der planlægger en rejse i vinterferien. Men de der vælger at tage af sted foretrækker en solferie, fremgår det af undersøgelsen. Således svarer 29 % at de vil rejse sydpå, og det er en stigning på hele 12 % i forhold til 2016.

Også julerejserne har været populære i år. Hos Spies Rejser kunne man fortælle om øget salg i forhold til sidste år. Det er især Kanarieøerne, Madeira og Hurghada, der hitter hos Danmarks største charterbureau.

De næste måneder er højsæson for salg af rejser til sommerferien, og det rådes til at være tidligt ude. De første sommerrejser blev langet over disken allerede i august/september – det danske vejr har i månedsvis vist sig fra sin værste side, og det kan man tydeligt mærke hos rejsebureauerne.



Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*